You are currently viewing Er WordPress stadig relevant i 2025?

Er WordPress stadig relevant i 2025?

  • Post author:
  • Post category:IT

Siden WordPress blev lanceret i 2003 har systemet udviklet sig fra en simpel blogging-platform til verdens mest populære content management system (CMS). I dag er over 43% af alle hjemmesider globalt lavet i WordPress, hvilket er en imponerende bedrift i betragtning af det konstant voksende udbud af konkurrenter og nye teknologier. Men er WordPress stadig relevant i dag?

Hvad gør WordPress relevant i 2025?

Med WordPress’ store markedsandel, er der ingen tvivl om CMS’ets popularitet. Gennem årene har WordPress cementeret sin plads som et alsidigt CMS, der kan tilpasses alle typer hjemmesider, fra blogs og portfolier til e-handel og komplekse virksomhedssider. Denne modenhed giver platformen en enorm fordel i forhold til nyere og mindre gennemprøvede alternativer.

WordPress’ lange historie betyder også, at mange af de tidligere “børnesygdomme” er blevet løst. Derudover er der millioner af aktive brugere, udviklere og designere, som konstant bidrager til udvikling, support og innovation. Det er med til at sikre, at WordPress også kan følge udviklingen i teknologier m.v.

En af de store fordele ved WordPress, som også har en vigtig betydning for mange brugere, er, at platformen er open source. Det gør det muligt for alle at bruge, ændre og distribuere koden uden omkostninger. Sammenlignet med andre website builders som Wix og Squarespace giver det virksomhederne endnu større kontrol og frihed – og så betyder det også, at brugerne selv ejer deres hjemmesider fuldt ud, i modsætning til mange lukkede platforme.

Endeligt er det også værd at nævne, at en af WordPress’ største styrker er dets fleksibilitet. Platformen kan håndtere både små blogs og store e-handelsplatforme med millioner af besøgende. I takt med at antallet af besøgende stiger, stilles der også større krav til hosting, men med den rette hosting og udvikling kan WordPress let vokse med din virksomhed.

Hvordan konkurrerer WordPress med nye trends?

Der er fart på den teknologiske udvikling. Det stiller derfor også krav til, at WordPress hele tiden bliver videreudviklet og får implementeret nye teknologier og muligheder.

Derudover bliver WordPress også mødt af konkurrencen fra andre, moderne website builders som fx Wix, Squarespace og Shopify. Disse platforme har gjort det nemt for ikke-tekniske brugere at oprette hjemmesider hurtigt. Disse platforme tilbyder drag-and-drop-funktionalitet og forudbyggede skabeloner, hvilket gør dem populære. Derfor har WordPress selvfølgelig også implementeret sin egen block-builder (drag’n’drop) Gutenberg, og derudover findes der mange andre Page Builder-plugins som fx Elementor.

En anden trend, vi ser nu, er Headless CMS. Headless CMS vinder frem på grund af deres evne til at levere indhold via API’er til flere platforme (web, apps, IoT). WordPress har dog også adopteret denne trend gennem sin REST API. Dermed kan WordPress bruges både som et traditionelt CMS og som en headless løsning. Ved at kombinere WordPress med moderne frameworks som React eller Vue kan udviklere desuden skabe avancerede løsninger.

Når vi taler nye trends, kommer vi ikke uden om også at snakke AI. AI spiller en stigende rolle i webudvikling, og WordPress har ikke stået stille. Nye plugins og tredjepartsintegrationer bringer AI til platformen, fx gennem plugins som Bertha AI, som ælper med at generere tekst og optimere indhold.

Er WordPress det rette valg for dig i 2025?

WordPress er ikke den eneste løsning på markedet, men det er ofte det bedste valg for virksomheder, der ønsker:

  • En fleksibel platform, der kan vokse med deres behov.
  • Muligheden for at kontrollere og tilpasse deres hjemmeside uden bindinger.
  • En kosteffektiv løsning, der samtidig er kraftfuld og skalerbar.

For nogle mindre projekter kan website builders være nok, men for virksomheder, der søger kontrol, skalerbarhed og funktionalitet, er WordPress stadig svær at slå.

Derfor forbliver WordPress også relevant og konkurrencedygtigt i 2025 takket være dets fleksibilitet, open source-filosofi og evne til at tilpasse sig nye trends.